Teknologi i legekulturen

De børn, der vokser op i dag, omgås digitale teknologier med en anden naturlighed end tidligere generationer. Børnenes nysgerrighed og gåpåmod er et godt afsæt for den eksperimenterende leg, hvor fantasien får frit spil og idéer prøves af. Kobler man denne legekultur, der i sig selv træner innovativ tankegang, med potente teknologier som 3D-print og robotter, opstår der nye kreative arbejdsformer. Desuden viser forskningen at leg med medieteknologier kan give børns narrativer ny fortællekraft, gennem produktionsorienterede praksisfællesskaber – det skal blot understøttes af den rigtige pædagogiske tilgang.

Uanset om man arbejder med medieproduktion, programmering eller fabrikationsteknologier, er der brugervenlige platforme, som gør processen intuitiv og tilgængelig, selv for de yngste. Nye digitale redskaber kan desuden berige undersøgelsen af naturfænomener, stimulere sprogudviklingen og give nye muligheder for at arbejde med musik og bevægelse. For at afklare hvilke teknologier, der giver bedst mening i dagtilbuddenes pædagogiske kontekst, er Minimakerspace-projektet skudt i gang som et samarbejde mellem Furesø Kommune, Københavns Kommune og læringsteknologivirksomheden Hippomini.

I løbet af projektet udvælges og afprøves en række produkter, der udvikles inspirationshæfter til aktiviteter, og der designes en særlig værkstedsvogn. For at muliggøre forankring af de læringspædagogiske kompetencer og senere kapacitetsopbygning, udvikles der desuden et egentligt workshopprogram. En række institutioner og ambassadører i projektet modtager dermed den nødvendige træning i praksis, som efterfølgende kan videreføres og udbredes til flere institutioner – i eller uden for de kommuner, der allerede deltager. Håbet er at Minimakerspace bliver et bredt samarbejde, hvor viden, praktiske erfaringer og ikke mindst løsninger kan udveksles og deles.